Peter A.G.
Det Scene Show
A:larm Music

Tekst Asbjørn Hansen

Så er der igen op-op-opmærksomhed omkring Gnags-forsangeren, Peter A. G. Med ordspillet Det Scene Show har han bragt sin tredje solo-cd på gaden, og da han er gået hen og blevet 57, refererer det med „sene" nok til den fremskredne alder, mens „scene" angiver den plads i livet, Peter A. G. har måttet affinde sig med. Livet som kunstner.

„Nu vil jeg lave nogle koncerter, hvor folk skal sidde ned!" har A. G. sagt om sit nye projekt.

Vi kender ham jo ellers som det sansende, næsten maniske menneske, der danser rundt på scenen, mens han synger om at Slingre ned ad Vestergade, Den dejligste morgen, Danmark eller Når jeg bli'r gammel. Nu spiller han nedtonede koncerter alene med sin guitar frem til midt i april.

Men for dem, der ikke når at opleve ham på de skrå brædder, kan CDen give et fint indtryk af, hvor manden befinder sig lige nu. Den nye stil giver mindelser om Allan Olsen og Bjørn Eidsvåg, selv om enkelte numre er lige lovlig elektroniske.

Det indadvendte udtryk klæder den ellers viltre A. G. Der er et dejligt nærvær og en beroligende enkelhed over de personlige sange, der alle handler om A.G.s eget liv - især indtryk fra barndommen. Mindet om den første guitar, oplevelser af naturens storhed i samvær med morfar, sommere hvor høsten bliver kørt i lade. Det er hverdagsbilleder, der males uden at ødsle med farverne, og man fornemmer en dyb kærlighed til livet lige under overfladen.

Peter A. G. er vokset op med kirkegang og kristentro, og hans åbne og optimistiske sind lyser sangene op. Han leverer bl.a. et fint bidrag ind i debatten om det stuerene Fordomsdanmark i sangen Min kirke er et hul i hækken, hvor glæden ved at have udsyn til verden besynges.

Vil man høre manden selv kommentere sit projekt og sin indianertro, kan man lytte
til Mennesker og Tro fra 19. deember sidste år på DR.