AAA
 

Legesyg duo deler ud af juleposenLegesyg duo deler ud af juleposen


 
Den danske Salmeduo (Christian Vuust og Hans Esbjerg)
På stjernetæpper lyseblå
Aero Music 2011
 
Tekst
Asbjørn Hansen

Som alle andre fine gaver er Den danske Salmeduos jule-cd På stjernetæpper lyseblå pakket ind i flot papir med lyseblå mønstre og guldstjerner designet af Lisbeth Neigaard.

Det er virkelig et imponerende cover, som man får lyst til at pakke op så musikken kan slippes løs. Og det skulle man tage at gøre. Især, hvis man er blevet træt af at høre de sædvanelige Det’ jul, det’ cool, Last Christmas og Jeg så julemanden kysse mor.

Duoen leverer nemlig udelukkende julesalmer, og de serveres helt uden sang. Til gengæld får de velkendte melodier et musikalsk pift af de legesyge musikanter. I en meget sober og nedtonet jazz-leg med julens kirketoner kommer de omkring næsten hele julerepertoiret.

Vuust tager sig af blæseinstrumenter og får Glade jul helt i bund med sin basfagot. Esbjerg flintrer over tangenterne snart med frostklingrende plingtoner og snart med flagrende glade snefnug-triller og lækre overraskende akkorder. Ind i mellem får man glade mindelser til Jan Johanssons jazz-udgaver af folkesange – for eksempel i De hellig tre konger så hjertensglad.

Og for min skyld måtte den dygtige duo gerne have sluppet sig selv endnu mere løs. På den anden side, synes jeg Vuust og Esbjerg har en rigtig fin forståelse for salmemelodiernes ro og de skrider på intet tidspunkt ud i deres eksperimenter. Det er nænsomt udført og tåler mange lytninger.