De eneste to:
De eneste to (Peter Sommer og Simon Kvamm)
Sony Music, Copenhagen Records 2010

Tekst Asbjørn Hansen

Så kom Østjyllands svar på Copenhagen Dreaming, og det er yderst seriøst håndværk! Der er masser af liv på den vestre side af Storebælt. Og det er ikke bare jydske drengestreger, vi her er vidne til, om end der både synges om Grindsted, Vejlebroen og Himmelbjerget. De to enere er faktisk lige så dybt alvorlige, som de fremtræder i det billedmæssige materiale, der har omgivet deres første fælles udspil. Det gælder liv og død.

Sangstilen er visse steder næsten messende. Der synges længe på samme tone med en lille krølle til slut. Er vi til gudstjeneste? Er det salmer? Der tages i hvert fald livtag med store eksistentielle emner. Det musikalske univers er i udpræget grad er snoet omkring Simon Kvamms synthezisere. Lidt mere akustisk Sommer-guitar kunne have givet mere variation.

Men når de to seriøse lømler buldrer derudaf med hele elektronikken bankende i kroppen, er det nok mest et udtryk for, at dette projekt har været en musikalsk legestue for dem. Og der er vitterligt mange vellykkede stemninger, hvor det musikalske udtryk bærer og løfter teksternes alvor. Knøsene indtager nyt land både på den musikalske og den tekstmæssige side.

Danske rappere er blevet dygtige til at opdage lyd-rim, hvor man ikke nødvendigvis følger den gamle regel om „fra sidste trykstærke stavelse og ud". Men Sommer og Kvamm har et endnu mere loose forhold til rim. De lader f.eks. „hen ad" stå sammen med „hjemkaldt", og man tvinges til at forholde sig til ordenes indhold fremfor deres form. Sproglige finurligheder vælter frem i en lind strøm, så det mere er det eftertænksomme, spøjse end en stram struktur, der driver teksterne frem. Den tætte forbindelse med det musikalske udtryk fuldender helheden.

En af perlerne er Jeg har ikke lyst til at dø. Det lyder nærmest tautologisk, for hvem mon har lyst til at dø? Ja, man når lige at stille sig selv spørgsmålet, før man opdager, at det var meningen. Ind i mellem har mennesker lyst til at dø. Men denne sang besynger altså livslysten.

„Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter / Og sige til folk der ikke vil have børn, de ikke fatter / En skid, skide være med projekterne i banken / Det er liv der tæller, og ikke tanken."

De eneste to skal passe på, de ikke bliver for gode sammen. De har hver især deres egne band-konstellationer godt kørende, men dette samarbejde tegner til at være mere end et sideprojekt. Læserne anbefales at købe og lytte og forbavses - og De eneste to anbefales at fortsætte i det gode spor.