AAA
 

Klippen fra NorgeKlippen fra Norge


Bjørn Eidsvåg
De beste
Sony Music

Tekst
Asbjørn Hansen

Den norske præst og trubadur Bjørn Eidsvåg er en flittig sangskriver og har et væld af CD'er bag sig. Dette er numme 23, og det er mindst den tredje opsamling, siden han debuterede med Inn for landing i 1976.

På mange af coverne ser man Bjørns markante, brede ansigt med det viltre hår. Han er en stor mand med en stor krop. Han formidler ro med sin dybe, lidt hæse stemme. Han formidler livsvisdom på det brede plan og eksistentiel vejledning i en kirkelig kontekst. Og så har han deltaget i Melodi Grand Prix.

Men de senere år er han ligesom vendt tilbage til kirkerummet og har skrevet noget, der minder mistænkeligt om salmer. Her i marts 2010 spillede han med sit band i Christianskirken, København. Koncerten var udsolgt. Det var et modent publikum - en del så ud til at være bosiddende nordmænd, der skulle ind og nurses lidt af nationalskjalden. Så meget betyder denne klippe fra Norge, der altså også har en stor fanskare i Danmark.

Nu foreligger så hele 39 af de bedste sange fordelt på to CD'er til en fornuftig pris. Udvalget er helt i orden og strøet ud i en blanding, jeg ikke helt kan gennemskue, men hver enkelt sang har fået et par personlige ord med af ophavsmanden i tekstarket.

Mangt og meget er sket både med Eidsvåg selv og med det musikalske udtryk, siden de første (over 30 år gamle) oprørssange, hvor det etablerede kirkeliv fik nogle (velfortjente) drag over nakken. Så tekstmæssigt er der stor spændvidde. Alligevel synes der at være en rød tråd gennem flere af sangene. Han forfølger emner som: Angst for at give sig hen, behovet for opmærksomhed, behovet for at befri sig for (religiøs) omklamring, den tøvende nærmen sig kirken og Gud. Mens sangene toner frem i højttalerne som perler på en snor, dukker stemninger og tanker fra fortiden op i mit sind.

Bjørns ord har været med hele vejen. Sådan vil det ikke være for dem, der møder Bjørn for første gang på denne CD, men teksterne er tidløse. Enkelte sange er også nyindspillede - bl.a. en duet med danske Karen Busck. Bjørn er slet ikke færdig, men De beste er et livsværk fra en vigtig, kirkelig personlighed.