Music from the Vatican - Alma Mater
featuring the voice of pope Benedict XVI
Decca Records

Tekst Asbjørn Hansen

Musik er ofte med til at tegne en bevægelse, og kirken har været god til at skabe sin helt egen musikalske platform gennem tiden. Men kirken lyder vel ikke ens til hver en tid?

Hvordan lyder kirken i 2010? Hvis man tænker på folkekirken, tror jeg, mange vil pege på det, man kan opleve i „Før søndagen". Man hører orgelmusik og salmesang for sit indre øre. Og da folkekirken ikke har et kirkeligt kulturværksted (som i Norge) eller en anden instans som kunne udgive „musik fra folkekirken", er vores opfattelse af kirkens musik tæt forbundet med gudstjenestens musik.

Den katolske kirke er muligvis mere bevidst om sit musikalske indtryk på nutidsmennesker. I hvert fald har man nu udgivet helt nykomponeret musik, som ifølge titlen er udsprunget direkte fra Vatikanet, og må anses for at afspejle kirkens selvforståelse i nutiden.

Jeg må tilstå, at den klassiske musik ikke er et felt, jeg har dyb indblik i. Jeg kan ikke sammenligne med Brahms eller Beethoven. Men det kan mange af dem, som hører denne CD formentlig heller ikke.

Det, jeg hører, er smukt og behageligt. Det er stemningsfuldt. Det har en inderlighed visse steder og en pompøsitet andre steder. Det veksler mellem noget, jeg opfatter som klassisk orkester/kor musik, og noget som virker moderne uden dog at bryde med traditionen.

Et enkelt nummer ud af CDens otte - Advocata Nostra - har en markant indisk inspiration, som mærkværdigvis falder fint ind i helheden trods en næsten poppet melodi. Jeg hører også en bred vifte af korsang og solosang, messen og talte ord. Det er pave Benedict, der på forskellige sprog læser tekster og bønner op hen over musik og sang.

Signalerer denne musik et fællesskab, jeg kunne tænke mig at høre til? Umiddelbart: Ja. Jeg kender hverken komponisterne (Simon Boswell og Stefano Mainetti) eller koret. Royal Philharmonic Orchestra har jeg dog hørt om. Det gennemgående tema om den hulde Maria siger mig heller ikke meget. Men det, der kommer ud af højttalerne, kan jeg fint acceptere som kirkens musik i 2010.

Talestemmen er tryg, uanset om det er pavens eller ej. Musikken giver et afvekslende indtryk og synes at have en gedigen kvalitet uden at virke elitær.

Jeg vil godt være med i det kor.