You Will Meet a Tall Dark Stranger
Instruktion: Woody Allen
Spilletid: 1 time 38 minutter

Tekst Jes Nysten

Den nu 75-årige Woody Allen har efterhånden lavet cirka 40 film i sin glorværdige karriere - cirka én om året, og det virker bestemt ikke som om han har tabt pusten.

Han har da også i et interview udtalt, at han måske ikke laver lige så gode film som sit store forbillede, Ingmar Bergman, men hans ambition er at blive ved med at lave film lige så længe (Bergman lavede sin sidste film som 85-årig - den sublime Saraband).

Denne hans nyeste film viser ihvertfald en Allen i god form. En rigtig Woody Allen film. Vi har været her før: Formen er den velkendte med den klassiske fortæller, der guider os gennem den barokke - og for Allen - evigt interessante fortælling om de splittede, meget talende, søgende, lettere neurotiske mennesker fra storbyen.

Vi kender det hele, og så forstår Allen alligevel lige at dreje fortællingen, så den igen igen rammer og ryster. For samtidig med at vi kan godte os over at se disse tragikomiske staklers miserable liv blive taget under behandling, så mærker vi jo brodden.

For ligesom at sætte tonen fra begyndelsen, refererer fortælleren til indledning det velkendte citat fra Macbeth „Life is a tale told by an idiot, full of sound and fury, and signifying nothing”, og så påtager han sig rollen som “an idiot” og retter fokus på en række personer fra Londons bedre borgerskab og deres liv, der virkelig er „full of sound and fury”, og som de fleste af dem må erkende „is signifying nothing”.

Ingen af dem er tilfredse med det liv de lever, og derfor søger de efter - ja efter hvad? Adspredelse fra en kedelig, ensformig hverdag? Udfordringer? Lykken? Kærligheden?

Tja - ihvertfald søger de. Sådan som moderne velstillede konforme mennesker søger. Ihærdigt prøver de alle at finde, det de søger: Hos en fremmed! Og det er de velkendte fremmede, der dukker op: den smukke musikalske genbo, den flotte chef på arbejdet, den veldrejede blondine, det spirituelle fællesskab. Det er set før, det er prøvet før, og er det virkelig redningen for disse søgende, plagede mennesker?

Jeg behøver næppe redegøre for Allens svar på dette spørgsmål, og med titlen på filmen,  Du vil møde en høj mørk fremmed, sætter han et ironisk perspektiv på dette cirkus, For de søger febrilsk efter en fremmed til at fylde deres liv med mening, og så er den eneste virkelig betydningsfulde fremmede, vi alle møder i livet “den høje mørke”, eller skulle vi kalde man “manden med leen”? Og hvad var det lige vi brugte livet på, inden det møde?

For at det ikke skal være løgn, omsluttes filmen på lydsiden af sangen Når du ser et stjerneskud. Mon så ikke vi kan forstå det?

Allen har med omhu udvalgt en perlerække af skuespillere, der formår at spænde dramaet til det sidste, og som fylder figurerne ud uden at udlevere dem. For vi kan ikke lade være med at holde af dem - og hvis latteren undslipper os nu og da, så skyldes det ikke mindst filmens spejlfunktion.

Allen kalder sig selv pessimist og misantrop, men det passer ikke. Under afdækningen af menneskers tåbelighed ligger en varme og accept, som han ikke kan løbe fra.

Det er også derfor vi holder af ham - så må han kalde sig selv, hvad han finder passende.