Winter’s Bone
Instruktør: Debra Granik

Tekst Jes Nysten

 

Winter’s Bone er et usædvanligt og stærkt stykke filmkunst. Et glimt af et råt, upoleret liv, hvor der - mod alle odds - trods alt er plads til omsorg og medmenneskelighed.

Dette er blot instruktøren Debra Granik’s anden film, men allerede her folder hun sig ud som en yderst interessant og selvbevidst kunstner. Det er tydeligt, at Dogme-konceptet har inspireret hende, og hun taler da også gerne meget og begejstret om dogme-filmene, særlig Thomas Vinterbergs’s Festen har været en kunstnerisk øjenåbner for hende.

Winter’s Bone er da heller ikke på nogen måde en gængs Hollywood-film: Et tilgængeligt og kalkuleret stykke underholdning, men er en grum, rystende men voldsomt inciterende rejse ind i et for os ukendt stykke virkelighed.

Vi befinder os i The Orzarks, et enormt bjergområde i det sydlige Missouri, hvor der stadigvæk lever mennesker - afsondret og primitivt. Her møder vi den 17-årige Ree, der har påtaget sig opgaven at skabe et liv for sine to mindre søskende og en mentalt ustabil mor, der intet kan. Her er ingen af de ting, vi andre tager for givet; hver dag handler om at skaffe lidt mad, skabe lidt adspredelser, undgå ulykker; og ellers holde sig for sig selv!

Selvom der bor andre rundt i området - og en del af dem er øjensynlig familie - så passer man sig selv, for der hersker et helt særligt sæt af regler og omgangsformer, der har gjort alle påpasselige og til hinandens potentielle fjender.

En dag dukker en betjent op ved Ree’s hus og fortæller, at hendes far, der har siddet i fængsel for narkohandel, nu er ude mod kaution, og at det vel at mærke er huset, han har sat som kaution. Men han er forsvundet, og hvis han ikke dukker op inden en uge, vil huset og al ejendom blive konfiskeret, fortæller betjenten.

Nu begynder så det, der udgør filmens dramatiske drive: den vigtige, elementært spændende rejse, som Ree begiver sig ud på for at finde sin far. Ikke af hensyn til ham, men af hensyn til den lille familie derhjemme, hun er forpligtet på at tage sig af; og uden hus og tilhørende skovområde - ingen livsbetingelser for dem. Nej, faderen skal findes og overtales til at melde sig.

Rejsen rundt i dette kolde, barske og ufremkommelige område bliver en afgørende “dannelses-rejse” for den unge Ree. Med imponerende viljekraft konfronteres hun med en række af umiddelbart primitive, brutale personer, der forsøger at skræmme hende væk: ikke kun fordi de hver især har mange lyssky dagsordener, men også fordi det med faderen er mere end hun kan klare. Tror de! For hendes stejle ukuelighed presser sig på i en grad, så deres hårde facade efterhånden begynder af krakelere, og hun får hjælp til at nå sit mål.

Det er en fortælling, der suger en til sig. Selvom det hele er usselt, brutalt og langt hinsides en verden og et værdisæt, vi bekender os til. Men vi møder mennesker, rigtige mennesker!

Det er ganske imponerende, at instruktøren hverken er mildt overbærende eller indigneret i sin beskrivelse af disse mennesker. Sådan er de, sådan lever de!

Og igennem Ree’s insisterende søgen efter hjælp og lidt medmenneskelighed oplever vi at disse barske, kolde ansigter, der mest af alt har kendt til jungleloven, trods alt er - nå ja: mennesker af kød og blod.

Her er en instruktør, der hverken taler ned til sine figurer eller op til dem, men blot er blandt dem, for at fortælle deres historie.

Det stærke og autentiske bliver ikke mindst formidlet gennem de fremragende skuespilpræstationer af både professionelle og amatører. Jennifer Lawrence, der spiller Ree, er en født stjerne!