Undskyld jeg forstyrrer
Instruktion: Henrik Ruben Genz                            

Tekst Jes Nysten

I 2008 præsenterede Erling Jepsen og Henrik Ruben Genz os for et depraveret stykke Udkantsdanmark. Den rystende og rystende gode film Frygtelig lykkelig blotlagde et stykke sønderjysk vilde Vesten.

Begavet og stilbevidst udnyttede filmen den traditionelle western-genre til at blotlægge, hvad det for alvor betyder at sidde fast i dyndet - helt derude på kanten af civilisationen - og den gjorde det med sort humor og tungen lige i munden.

Med deres nyeste fælles epos Undskyld jeg forstyrrer er vi rykket fra Udkantsdanmark ind til Centrumdanmark.

Sådan må det vel betegnes. Vi er på det fashionable Frederiksberg, midt i Danmarks kulturelle centrum; og vi bevæger os ikke rundt blandt slagsbrødre og kræmmere, men blandt det, der blandt de dannede, opfattes som cremen af kulturlivet: Teaterfolk.

Større spring kan der vel ikke foretages mellem de to film. Tilsyneladende!

Tilsyneladende – for de to herrer, Jepsen og Genz – har øjensynlig mere blik for de fælles træk end forskellene. Og det fælles for de to er, at både lillebyen Gram og omegn men også storbyen Frederiksberg er befolket af labile, rundforvirrede, selvoptagne livsløgnere.
Og her med et lille lukningstruet teater som ramme. Mere symbolsk kan det ikke være: Livet er en scene - fuld af bulder og brag, men uden nogen betydning eller mening".

Teatrets direktør forsøger febrilsk at få skabt mening og sammenhæng i menageriet, der er befolket af blandt andet en skriveblokeret forfatter, den vingeskudte diva, storelskeren. De skal have skabt et succes-stykke, ellers må de lukke teatret.

Midt i denne kamp for at overleve dukker en dag pigen Helene op. Hendes lille hund har forvildet sig ind på scenen midt i prøverne. Hunden viser sig at være meget lærerig - en selvbevidst lille skuespiller. Og ideen opstår, at med den i stykket vil brikkerne falde på plads: succesen kan skimtes.

Men den unge pige, Helene, vil selv være med i stykket. Ambitiøs og selvbevidst gør hun alt for at finde sin rolle; og da hunden dør på mystisk vis, får hun rollen som hund! Ja, hun hjælper også den skriveblokerede forfatter med at få skrevet den helt rigtige slutning.

I referat lyder det som en letbenet komedie, men som i Frygtelig lykkelig vibrerer en mørk humor, der gør at man ikke på noget tidspunkt blot sidder afslappet og ler, men man har denne usikre, anspændte fornemmelse i kroppen: Hvad griner vi egentlig ad? For under den lette facade gemmer sig ukendte, voldsomme kræfter, der giver disse figurer en kompleksitet og farlighed, der gør, at vi ikke bare kan afskrive dem som latterlige og labile.
 
Udgangspunktet for filmen er Erling Jepsens bog Biroller - og det ville måske have været en bedre titel at bibeholde til filmen. For den handler jo om personer, der forsøger at udskifte deres birolle her i livet med en hovedrolle - det gælder ikke mindst den mystiske Helene, der gemmer på mere, end vi ved af (og måske godt det samme!), og som ihvertfald ikke vil nøjes med at have en birolle i sit eget liv.

Det er en udelt fornøjelse at se, hvordan en dansk komedie kan styres så sikkert som denne - uden at forvandle sig til traditionel dansk folkekomedie. Det skyldes ikke kun Genz og Jepsen, men også skuespillerne Lotte Andersen, Stine Stengade, Nicolas Bro, Søren Østergaard og Peter Gantzler. Og ikke mindst den nye stjerne Sarah Hjort, der her viser imponerende sikkerhed som den unge mystiske Helene.

Hunden, der i filmen går under navnet Lille Bjørn må heller ikke glemmes. Den hedder i sit civile liv Egon. En født filmstjerne.