AAA
 

En tænksom og velspillet filmEn tænksom og velspillet film


ROSA MORENA
Instruktør: Carlos Augusto de Oliveira


Tekst
Jes Nysten

Filmen tager nogle af de ømtålelige moralske problemer op, der kan opstå i forbindelse med adoption. Dels de til tider lyssky måder, en sådan adoption sker på, dels spørgsmålet om enlige, og navnlig homoseksuelle enlige er egnede til at adoptere.

Den succesrige arkitekt Thomas er havnet i sit livs krise: han føler at hans liv er blevet tomt og meningsløst. Han lægger hele sit talent i byggerier, der bliver omformet til kommercielle og vulgære varehuse; på privatfronten er han single men ønsker sig brændende et barn, men kan ikke få lov til at adoptere, fordi han ikke blot er single, men også homoseksuel.

Han sætter det hele på standby og drager til Brasilien. I Sao Paolo har hans ven Jakob etableret sig med en lille cafe og kone og barn. Konen er engageret i et hjælpeprogram i byens allerfattigste kvarterer. Thomas melder sig som frivillig og på sine ture rundt i denne forfærdelige slum ser han mange børn, der lever under de mest usle forhold.

Det der i første omgang blot er et tankeeksperiment, vokser efterhånden til det meget håndgribelige dilemma: ville det at adoptere et sådant barn og tage det med til Danmark være en sand hjælp, en uselvisk næstekærlig handling - eller et overgreb, en egoistisk handling pakket ind i godhed?

Vi bliver med logisk konsekvens ført med Thomas ind i store menneskelige og etiske problemer, men uden at filmen udvikler sig til en problemfilm! Lagt ind i en næsten dokumentarisk ramme (den er filmet on location i Sao Paolo’s slum), så vi både kan se, lugte og høre slummens forbandelser og små glæder, bosætter Thomas sig der, for at føre sin beslutning ud i livet - i en blanding af stærk vilje og afmagt.

Inden for denne meget troværdige ramme spilles med samme grad af overbevisning af et stærkt hold skuespillere. Ingen dansk skuespiller kan som Anders W. Berthelsen spille en helt almindelig mand - her den forvirrede, livshungrende Thomas. David Dencik spiller vennen Jakob med lige del kammeratlig jovialitet og kynisme.

Den debuterende spillefilminstruktør Carlos Augusto de Oliveira har lavet en film, der holder vores opmærksomhed fanget gennem hele filmen. Velgørende nuanceret og interessant får de vigtige etiske problemer kød og blod.