Kærlighedens Krigere
Instruktion: Simon Staho
Originaltitel: Warriors of Love

Tekst Jes Nysten

Kompromisløst, knugende og alligevel følsomt bevægende midt i det mistrøstige - sådan fremstår Simon Stahos seneste kærlighedsdrama.

Titlen Kærlighedens krigere signalerer klart, at kærligheden skal der ikke blot kæmpes for, men der skal i endnu højere grad kæmpes imod de kræfter, der står i vejen for at kærligheden kan blomstre.

Her er det to unge kvinders kærlighed, der hindres af den enes forkrampede følelsesliv. Vi erfarer hurtigt, at det skyldes hendes far; og for at “frisætte” hende beslutter de to sammen at slå ham ihjel!

Vi følger deres tragikomiske forberedelser, deres naivt ungdommelige overvejelser over livet og døden og kærligheden, men også de fatale konsekvenser af deres ungdommelige uforstand.

Filmen er holdt i stilfuldt sort-hvidt, med de to unge elskende som de eneste tilstedeværende mennesker. Vi hører et par stemmer, ser en enkelt arm, ellers foregår det hele enten igennem pigernes samtaler, eller mens vi ser en lukket dør, et gelænder eller et skovlandskab. Næsten alt foregår i et ekstremt langsomt tempo, med få kamerabevægelser og få klip. Det er yderst kunstfærdigt lavet, og det kommer til at stå temmelig meget i kontrast til den meget lidt kunstfærdige historie, der fortælles!

Med Simon Staho har vi at gøre med en af Nordens mest originale filmkunstnere. Han har skabt film som Dag og nat, Bang Bang Orangutang, Daisy Diamond og Himlens hjerte. Sære, mørke, tragiske i den klassisk nordiske tradition fra Dreyer og Bergman.

Her er ingen leflen for publikum eller tidens strømninger, hvilket jo også viser sig tydeligt: For eksempel går Kærlighedens krigere kun i Grand i København og Øst for Paradis i Århus! Hvilket umiddelbart ikke ser ud til at bekymre den 37-årige Staho, der må siges at fastholde et atypisk eksklusivt kunstnerideal inden for filmbranchen.

Man kan kun have respekt for det kompromisløse hos denne instruktør, også selvom jeg personligt føler, at denne films moderne udgave af Romeo og Julie-temaet simpelthen overforbruges. Der ligger en vældig moralsk appel i filmen: „Sådan misbruger man ikke børn!”, men jeg har svært ved at forlige mig med, at kærligheden skulle leve på sådanne vilkår, som her skildret!