Englen
Instruktion: Margreth Olin

Tekst Jes Nysten

Denne film er den seneste i en række af stærke og vedkommende film, der i en klassisk socialrealistisk ramme lader os kigge ind i tilværelsen hos nogle af samfundets randeksistenser. Tidligere på året har vi set fængselsfilmen R og Thomas Vinterbergs Submarino.

Englen er norsk og af Margreth Olin, der tidligere har lavet dokumentarfilm, men som med denne film debuterer som spillefilmsinstruktør. Det er et på alle måder skræmmende billede af gode intentioner, manglende viljestyrke, den uundgåelige sociale arv, men også kærligheds kraft trods næsten umulige odds.

Vi følger Lea fra en kærlig barndomsidyl fyldt med gode intentioner. Men livet med en skrøbelig mor og en kræftsyg far sætter naturligvis sit stærke præg på hende; og da faderen dør og moderen synker mere og mere ind i sig selv, bliver det Leas opgave at tage sig af hende. En mulig glæde og støtte kommer i form af Ole, den nye mand i moderens liv. Han har godt humør og god vilje, men alkoholen trækker både ham og moderen ned i usselhed og vold, og Lea begynder også så småt at „smage på livet”.

Uundgåeligt tager hendes liv en forudsigelig og dramatisk nedadgående retning, heroinen bliver en slags frelsende engel - en ganske anden engel, end den glansbilled-engel, hun bad om hjælp i barndommen.

Hun bliver mor, men midt i fornedrelsen og fortvivlelsen viser hun en påfaldende stålsathed: Uselvisk vil hun give barnet fra sig - af kærlighed til barnet. Hun vil bryde den onde cirkel.

Maria Bonnevie er aldeles overbevisende i den krævende rolle som Lea. Hun tør - som Trine Dyrholm og Paprika Steen også kan det - krænge sig helt ud, virkelig gå op i spillet uden at tænke på sit stjerne-image. Respekt!

Det er en sober og renfærdig film. Den bliver aldrig sentimental eller sukkersød, og vi rammes virkelig af den.

Desværre sidder jeg tilbage med et uafklaret problem. Filmen har en fortæller, der lige lovlig insisterende kommenterer og siger de „rigtige” ting. Instruktøren har tidligere lavet dokumentar-film, hvor det ofte er på sin plads med en sådan „guide”; men i en spillefilm, der ovenikøbet er så tydelig i sit sigte, kommer det til at virke en anelse anmassende.

Men dette er også min eneste anke imod en modig og velspillet norsk film.