En familie
Instruktion: Pernille Fischer Christensen

Tekst Jes Nysten

Bare titlen kan få en til at spidse ører. Jeg tror det var Ingmar Bergman der engang sagde, at familien: „Det er den sande kampplads! Her skal det enkelte menneske for alvor kæmpe sig frem til sig selv - finde sin identitet og sit ståsted! Familien er ikke blot det uproblematiske afsæt for den enkeltes liv udenfor murene, den selvfølgelige og harmoniske base. Nej, her udspilles den vigtigste, udmattende og livslange kamp".

Man må ihvertfald sige, at familien - forstået på den måde - er et hovedtema i hans filmproduktion.Denne nyeste film af Pernille Fischer Christensen har samme fokus.

Familien Rheinwald har igennem generationer været bagere - og ikke nok med det; den er kongelig hofleverandør. Men det er et dynasti på lerfødder, for hvem skal overtage bageriet og de stolte traditioner, når det kræftsyge overhoved, Richard, falder væk?

For nyligt viste DR en filmatisering af Thomas Mann’s Huset Buddenbrooks, det klassiske værk om et dynastis opløsning, fordi ingen vil - eller er i stand til - at føre en stolt købmandstradition videre. Det er jo et af vilkårene i et moderne samfund, at det at overtage eller videreføre en familietradition er afløst af individuelle ønsker og følgende familieopbrud.

Richard Rheinwald styrer bageri - og familie - som han sikkert har lært det af sin far: Benhårdt og fokuseret på at holde fast i traditionen, hans forfædres stolte værk. For det er ikke blot grundlaget for hans families økonomiske velstand, men endnu vigtigere: det er  her hele hans (og hans families) identitet er bundet.

Richard lever i et nyt forhold med en yngre kvinde, hvem han har to børn med. Han har desuden to voksne døtre fra et tidligere ægteskab. Rollerne i familien er klart fordelt, med den ældste af de voksne døtre, Ditte, som Richards darling - og afslører han: ser han som sin afløser som overhoved for dynastiet. De andre optræder mere eller mindre som statister eller skygger langs væggene.

Ditte nyder på den ene side godt af denne position (faderen har jo bl.a. finansieret hendes uddannelse), på den anden side vil hun helst sit eget: karriere, New York, kæreste, og måske barn.

Vi følger nu denne families interne og personlige kampe i Richards sidste livsfase. Indtil nu har familien indordnet sig i det fastlagte familiehieraki, men med udsigten til overhovedets snarlige død, bryder kampene ud.

Filmen udspiller sig som et kammerspil - oftest er der kun to personer tilstede i scenen, hvilket både giver fornemmelse af det beklemte og indestængte men også giver os indblik i det, der har ligger og naget gennem årene.

Et sådant intenst kammerspil kræver noget særligt af skuespillerne, og her leveres solidt og intelligent spil. Jesper Christensen ruller det store spil frem. Han har tabt sig voldsomt, så han kan gennemspille alle faserne af denne selvoptagne, patetiske og dødsyge kræftpatient.

Lene Maria Christensen vokser med hver rolle, hun spiller i. Her leverer hun en fin, afdæmpet præstation som den udadtil pæne og tjekkede pige, Ditte, der imidlertid kæmper med sit hæmmede og uforløste forhold til faderen - og til sit eget liv. Også Anne Louise Hassing fylder godt rollen ud som Richards unge kone, der har måttet erkende, at hendes plads i familiehierakiet bestemt ikke er i toppen.

Filmen er ikke en feel-good film, men en konsekvent afdækning af en families psykologiske anatomi - med masser af fine detaljer og diskret afdækkede magtspil.