AAA
 

Gribende og usentimental skildringGribende og usentimental skildring

Eksperimentet
Instruktør: Louise Friedberg
Medvirkende: Ellen Hillingsø, Laura Skaarup Jensen, Kristian Falck-Petersen, Najaaraq Margit Davidsen
Spilletid: 90 minutter

Tekst
Jes Nysten

Jeg har et par gange været i Grønland, blandt andet i Nuuk. Her fik jeg mulighed for at opleve nogle af de svære problemer, landet kæmper med. Men måske mest overraskende var den - for mig - upåagtede dansker-fjendskhed, der lurede lige under overfladen hos almindelige grønlændere. Pludselig kunne jeg fornemme, hvordan jeg mere eller mindre uforskyldt kom til at repræsentere kolonimagten Danmark.

Dette kom jeg til at tænke på, da jeg så denne hjertegribende skildring af et af de sorte kapitler i den danske stats koloni-fremfærd: det brutale forsøg på en forbedring eller fordanskning af sagesløse grønlandske børn.Det er jo en historie, der nu og da har været omtalt i medierne, og af gode grunde har de fleste af os sikkert læst hurtigt hen over det, fordi det er så smerteligt at skulle forholde sig til. Men i 1998 udkom Tine Brylds bog om emnet I den bedste mening” Så var der ligesom ingen vej udenom.

Nu har spillefilminstruktør-debutanten Louise N. D. Friedberg skabt filmen Eksperimentet på baggrund af Brylds bog, og nu med billeder på bliver det en næsten uudholdelig historie.Historien udspiller sig i 1952 og fortæller om, hvordan man året før flyttede 22 grønlandske børn til Danmark. Nogle var forældreløse, andre var blot børn af fattige fiskere.

Tanken med dette eksperiment var ikke at tage hånd om disse stakler, men disse børn skulle oplæres til at blive gode danske borgere, der gennem denne tvangs-civilisering skulle vende tilbage til Grønland og blive en slags forbilleder i opbygningen af et nyt og moderne dansk Grønland. Der havde lydt kritiske røster om den danske optræden i Grønland, så dette var et forsøg på at gøre noget ved det negative koloni-billede.

Efter dette år i Danmark vender børnene tilbage til Grønland, men ikke for at forenes med deres forældre, men for at gennes hen på det nyoprettede børnehjem, hvor de skal bo under kærlig opsyn af forstanderinden, sygeplejersken Rigmor Gertsen, der bliver kaldet Gert. Som hun siger „jeg er jeres mor nu!”.

De kommer til at gå i den danske skole, hvis inspektør Svendsen (spillet med kontrolleret grusomhed af Kurt Ravn) er noget indigneret over projektet, ikke fordi han er kritisk overfor dette klassiske koloniherre-projekt, men fordi han er en civiliseret dansker, der ikke ser andet end dum natur i grønlændere.

Louise Friedberg har sammen med manuskriptforfatteren Rikke de Fine Licht skabt en renfærdig og usentimental film om dette skamfulde kapitel i vores fælles historie. Fremstillet i grotesk form i scenen, hvor disse spolerede børn står på rad og række og synger Du danske sprog - du er min moders stemme foran kongeparret!

Titlen på bogen I den bedste mening siger i virkeligheden det hele bedre end titlen eksperimentet. Fokus er det vanskelige dilemma mellem kynisme og (naiv) godhed og barnhjertighed. Her i skikkelse af denne Gert (magtfuldt spillet af Ellen Hillingsø), der er et godt menneske, idealistisk og som gør dette netop i den bedste mening.

Var der ikke en der sagde: vil man skabe et himmerige på jorden, bliver det til et helvede!

Kan godhed og idealisme overhovedet trives i en kynisk verden, hvor den gode vilje ligger i hænderne på kyniske magthavere?