Bjørg Tulinius, Ole Morsing, Arne Ørtved og Henning Nielsen (red.): De levende ord. Vartovbogen 2010/11
Illustreret af Arne Haugen Sørensen
Forlaget Vartov
168 sider. Kr. 150,-

Tekst Kristian Østergaard

Hvis en tale ikke fremprovokerer en reaktion hos tilhørerne, så falder den inden for kategorierne underholdning eller tidsfordriv, for som Jan Lindhardt er inde på, så manifesterer den gode tale sig som en eller anden ændring hos tilhøreren. Hvis man forlader kirken eller foredragssalen uden at tage noget med sig, så har man ikke lånt øren til De levende ord, som årets Vartovbog hedder.

En lang række debattører, præster og højskolefolk af grundtvigsk tilsnit indvier her offentligheden i deres erfaringer med De levende ord. Og det er jo unægtelig et væsentligt tema, for både præster, politikere og skolefolk ønsker jo at påvirke, kvalificere, ændre eller bestyrke tilhørerens meninger.

Der var en amerikansk klummeskriver, der engang bemærkede at det at lytte slet ikke eksisterede. Det handlede kun om at vente – altså at vente på at man selv kunne få lov at snakke. I mørke stunder er det en tanke, jeg ikke helt kan afvise. Godt at Vartovbogen advokerer for det modsatte synspunkt ud fra et grundtvigsk ståsted, skønt Jørgen Carlsen skriver om mesteren selv: „Han taler også om samtalens store betydning, samtidig med at han ifølge svigerdatteren Laura ikke selv formåede at indstille sig på andres tankegang.”

Bogen er af vekslende sværhedsgrad og indlæggene af forskellig længde, hvorfor man kan springe mellem bidragene, så man ikke kommer til at lide af det, franskmændene kalder le surmenage intellectuel - åndelig overanstrengelse.