Flemming Rose: Tavshedens tyranni
502 sider. Kr. 350,-
Jyllands-Postens forlag

Tekst Kristian Østergaard

Da Salman Rushdie fik ballade for udgivelsen af De sataniske vers, var jeg på ferie i London og købte hans bog. Det var ikke uden vanskeligheder.

For det første var den ikke stillet frem nogen steder, og da jeg spurgte efter den i en boghandel, fik jeg besked på, at den konkurrerende boghandler lå inde med nogle eksemplar, som han gemte under disken. Det lykkedes mig at hjemtage et eksemplar af Rushdies bog, men der er al mulig grund til at håbe, at der ikke bliver de samme problemer med at anskaffe Flemming Roses bog i Danmark.

For den fortjener i sandhed at blive læst. Det er en stor bog, og når den er blevet stor, så er det fordi den både er en selvbiografi, en idehistorisk analyse og et elokvent forsvar for trykningen af Muhammed-tegningerne den 30. september 2005 i Jyllands-Posten.

Alle tegningerne er selvfølgelig optrykt i bogen, og den dag i dag har jeg svært ved at forstå det krænkende i dem. Det er svært at forstå, at en sjov tegning kan ende med at blive en global ildebrand, men Flemming Rose giver ikke blot læseren en grundig orientering i selve forløbet af sagen og sin egen rolle i den, men han påviser også, at det principielle i sagen vedrørende Muhammed-tegningerne på ingen måde er nyt.

Systemkritikerne i Sovjet oplevede også at blive kujonerede af de kommunistiske magthavere, for Tavshedens tyranni er også beretningen om, hvordan Flemming Rose fandt retningsgivende inspiration hos dissidenterne i det tidligere Sovjet, og at de er en af grundene til at han i dag kan konkludere:

„(..) jeg følte mig aldrig for alvor tilskyndet til at svigte de overbevisninger, som var afgørende for min forestilling om, hvem jeg gerne ville være.”

Hvem er så Flemming Rose? Det bliver man meget klogere på ved at læse denne medrivende fortælling om et menneske, der ved tilfældighedernes spil ender som en både omtalt og omstridt skikkelse i verdenspressen. Han har med Tavshedens tyranni skrevet en vigtig bog om et vigtigt emne. Flemming Rose peger på inspirationen fra reformationen:

„Luthers skelnen mellem den verdslige og den åndelige øvrighed markerede et led i den udvikling, der senere førte til religions- og ytringsfrihed...”, og han fører samtaler med nutidige islamkritikere som Ayaan Hirsi Ali, der siger:

„Vi skal efterforske Muhammeds tænkning og de utopier, han lovede sine tilhængere, de 72 jomfruer i Himlen, overfloden af søde sager, frugt og kildevand, og hvad han ellers lovede, og så hvad de tanker fører til, når de bliver omsat i virkeligheden.”

Det kan man roligt sige, at vi har fået et ganske godt kendskab til nu – ikke mindst takket være Kurt Westergaards tegning.

Flemming Rose har skrevet en fremragende bog, der fortjener at blive læst med samme omhu, som den er skrevet.