AAA
 

En bevægende skildringEn bevægende skildring


Musab Hassan Yusef og Ron Brackin: Søn af Hamas
Forlaget ProRex, 2010
307 sider, kr. 249,-

 

Tekst Kristian Østergaard

På sin vandring mod Damaskus blev apostlen Paulus ramt af et lys, der gjorde ham midlertidigt blind. Da han atter kunne se, var hans verden totalt forandret. Hvad han før havde regnet som sandt, anså han nu for at være løgn. Og hvad han før havde bekæmpet, gik han nu i brechen for. Og således blev han kristenhedens store apostel.

Musab Hassan Yusef er ikke nogen Paulus, men han har gennemgået en udvikling lig den Paulus gennemgik. Yusef var søn af en fremtrædende Hamas-leder, og han var godt på vej til at abonnere på denne terrororganisations afskyelige midler og metoder, da han under et fængselsophold, blev klar over, hvor rabiat og rædselsfuld Hamas i bund og grund er. Yusef ender derfor med at samarbejde med israelerne, og på den måde afværger han en lang række attentater og selvmordsaktioner.

Samtidig bliver han ved et tilfælde medlem af en kristen studiekreds, og Søn af Hamas er derfor i høj grad også en bog om at gå fra en religion til en anden. Yusef bliver ikke kristen over nat som Paulus, men langsomt og gradvist bliver han overbevist om, at islam er en hæslig religion:

„Det hykleri, jeg var vidne til blandt muslimerne, var med til at fremskynde min endelige afsked med islam....Allah have ikke noget problem med at lade sine tilbedere dræbe andre; han krævede det faktisk af dem. Jesus satte derimod en anderledes høj standard, og jeg blev nu klar over, at jeg ikke engang kunne lade en terrorist dræbe.”

Ayan Hirsi Ali er i den vestlige verden en af de mest fremtrædende islam-kritikere, men mig forekommer det mig, at lige så stærk hun er i sin kritik, lige så svag er hun, når det drejer sig om at sætte noget andet i stedet. Her henholder Hirsi Ali sig til et tåget oplysningstidsprojekt. I den forstand er Søn af Hamas et vigtigere og væsentligere bidrag til den besindelse, der foregår i disse år, eller som Yusef skriver i efterskriften:

„Med min historie vil jeg også vise israelerne, at der er håb. Hvis, jeg, der blev født ind i en terrororganisation, som arbejder for at slette Israel af landkortet, kan nå dertil, hvor jeg ikke bare lærer at elske det jødiske folk, men også sætter mit liv på spil for dem, så lyser håbets flamme stadig.”

Søn af Hamas er en bevægende og letlæst skildring af et vanskeligt emne.