Palæet
Stændertorvet 3A
4000 Roskilde
Tlf 4638 1920
Fax 4638 1947
kmros(at)km.dk
Bo Nygaard Larsen
Tlf 4076 2151
E-mail
Anders Fogh Jensen: Projektmennesket
Aarhus Universitetsforlag 2009.
148 sider. Kr. 148
Læs mere på forfatterens egen hjemmeside her
Tekst Kristian Østergaard
De fleste Ph.D-afhandlinger henvender sig til en meget lille kreds af fagfæller, hvad der undertiden er beklageligt, eftersom mange af afhandlingerne faktisk rummer stof, der kunne være af almen interessere.
Det er således tilfældet for Anders Fogh Jensens afhandling Projektsamfundet, som han til alt held har omarbejdet til en forkortet udgave med titlen Projektmennesket. Og lad mig straks melde ud, at den lille bog rummer umådeligt interessante betragtninger og konklusioner, som bør interessere teologer og kirkeligt engagerede.
Projektmageriet er nemlig også noget, der findes i den kirkelige verden. Når mange præster kører træt i deres arbejde og kommer på kant med menighedsrådene, så skyldes det jo et upræcist krav om „aktiviteter.”
Man er altid på vej med nye aktiviteter, så det hele får karakter af noget midlertidigt,
og som Fogh så rigtigt spørger: „Hvem kan udholde at gå fra isflage til isflage?”
Nej, det kan være svært, men det kan lade sig gøre gennem det som Fogh kalder overbookingslogik: „Samtidig med at man i projektsamfundet ikke længere siger nej, udhules ja´ets betydning. „Det lyder interessant”, „det må vi gøre en dag”, „ja, det vil jeg gerne være med til”...alt dette betyder ikke andet end et foreløbigt ja, der altid kan annulleres.”
Projektmennesket er sprængfyldt med pointer, som når Fogh bemærker, at de omsiggribende MUS-samtaler og den grasserende coachingkultur har sin oprindelse i kristendommen: ” I en vestlig kultur, der styringsmæssigt betragtet er mere kristen, end den selv forstår sig, trækkes veksler på den kristne sjælesorg i alt, hvad der ligner udviklings- og passagesamtale, fra forvaltning og administration over medarbejderudviklingssamtaler og trivselssamtaler til coaching og projektledelse.”
Det er karakteristisk nok, at Anders Fogh Jensen i dag arbejder som en slags rådgiver for de mennesker, der er blevet ofre for projektsamfundet. Mennesker, der er brændt ud, fordi man ikke på forhånd har aftalt et succeskriterium, hvorfor alt ender i foreløbighed og nye luftige projekter og en deraf følgende overanstrengelse og utilfredshed.
Anders Fogh Jensen har skrevet en formidabel god bog, der bør læses inden det næste aktivitetsmøde i sognegården.
