Mikael Jalving: Mig og Muhammed.
Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010.
156 sider. Kr. 199,-. Indbundet.http://www.kulturkritik.dk/
 

Tekst Kristian Østergaard

Da jeg var præst på Fyn, traf jeg en dag sammen med en kollega. Og vi talte lidt om løst og fast – herunder prædikeninspiration. Jeg nævnte vistnok Karl Barths gamle ord om, at præstens vigtigste arbejdsredskaber er Biblen og avisen, og i den sammenhæng nævnte jeg, at islam jo i alt fald meldte sig som et helt oplagt tema. Min kollega så lettere uforstående på mig og sagde, at det havde han da aldrig talt om, for det kendte han ikke rigtig noget til ...

Ja, goddaw do, så er vi vist kommet til Aarhus! Hvis ikke en sognepræst kan eller tør tale om islam, hvor er vi så henne? Så er vi henne ved Mikael Jalvings bog Mig og Muhammed, der skriver om det, som alt for mange sognepræster er alt for ængstelige ved: Truslen fra islamismen. For islamismen er en trussel. Ingen med ører og øjne i behold kan tage fejl deraf. Derfor var det jo også, at Karl Martel i 732 bremsede den tyrkiske hær ved Poitiers, hvilket ellers kunne have slettet kristenheden for bestandigt.

Mikael Jalving er ingen diplomat. Han minder mere om Kaptajn Haddock end om Henry Kissinger, og i sin nye bog lægger han derfor ikke fingrene imellem. Han citerer adskillige uhyrligheder fra Koranen, og han påviser, hvorledes handling er fulgt på ord, og han appellerer derfor til os om, at vi besinder os på situationens alvor: „Politisk islam får det værste og mest traditionelle frem i os. Vi tilpasser os. Glider med. Indretter os som små ellemænd på en ny modus vivendi.”

Som man kan læse, er det i dybere forstand fatalismen, Jalving gør op med. Islamismens ekspansion begrunder man nemlig med en nødvendig udvikling, og dermed påtvinger man modstanderne af islamisme en følelse af afmagt. Hvordan tage kampen op mod udviklingen?

Hvordan bekæmpe den historiske nødvendighed? Men Mikael Jalving er en uimponeret sandhedssøger og en kritisk kontrollant i forhold til offentligheden, og derfor stiller han spørgsmålstegn ved, om islam overhovedet er en religion.

Er det ikke snarere end ideologi, spørger han. Til sammenligning inddrager Jalving kirkehistorien og viser, hvorledes kristendommen og fornuft er to naturlige allierede. Det har gjort den vestlige civilisation overlegen, men til gengæld er islam stærkere for så vidt angår etos. Islamismens etos kommer af, at den aldrig bedriver selvkritik, hvilket netop var, hvad Jesus igen og igen opfordrede til – Hvorfor ser du splinten i din broders øje og ikke bjælken i dit eget øje?

Mig og Muhammed er en bog til tiden om den tid, vi lever i. Den kan snildt bruges som inspiration til prædikener, for det er en bog, der i den grad sætter sagen på spidsen. Og det er som bekendt der, den hører hjemme.