Kristian Massey Møller: Stille bøn i Helmand. Om danske soldaters erfaring, samvittighed og tro. Forlaget ZAR 2009. 118 sider, kr. 186,-.

Thomas Østergaard Aalmann: Løvehjerter. Med panserinfanteristerne i Helmand.
Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2010. 127 sider, kr. 179,-. Læs mere her.
 

Tekst Torsten Dam-Jensen

Der foreligger efterhånden en del litteratur om det danske engagement i krigen i Afghanistan. Indenfor kort tid har to danske feltpræster udsendt hver deres lille bog om emnet. Først (juni 2009) kom valgmenighedspræst Kristian Massey Møllers Stille Bøn i Helmand. Og nu sognepræst Thomas Østergaard Aalmanns Løvehjerter. Med panserinfanteristerne i Helmand.

De to bøger er ret forskellige, hver med deres kvaliteter. De supplerer hinanden godt. Massey Møller (udsendt på ISAF 6:) bruger flest ord, men han bruger dem godt. Man møder som læser en erfaren forfatter, som bruger sin pen med nerve og effekt. Han sætter sine oplevelser ind i et større perspektiv, giver baggrund for den aktuelle konflikt, kommer rundt i mange hjørner af stoffet.

Sin feltpræstegerning så at sige lister Massey Møller ind i skildringen som små dryp, der falder naturligt ind i sammenhængen. De unge soldater har ingen fordomme overfor feltpræsten: „De har ingen erfaring med præster, der med syndsbegrebet stempler dem som fanget i et edderkoppespind. De har ganske enkelt været fri for præsten. De har i deres opvækst mødt den absolutte frihed".

Stærkt står samtalen med vagten, der straks melder ud, at han ikke tror på noget, og hvor feltpræsten får sagt noget godt og centralt om lov og evangelium, om forskellen på kristendom og islam: at Gud blev menneske, om kærligheden, vi kan bygge frie samfund på. Den kristne Gud frisætter nemlig mennesket, og det bliver vagten både overrasket, beklemt og (måske også) lidt glad over at høre.

Ikke en bog for åndløse
Mere ordknap, mere koncentreret, mere fokuseret, måske også en smule mere prætentiøs: „For den åndløse er denne bog åndsforladt – men ’den, der har ører at høre med, han hører’” - står Aallmanns beretning fra Helmand.

Han var med på ISAF 5 (februar-august 2008), altså holdet før Massey Møllers. Bogen fremtræder nok som oplevelser, men i endnu højere grad som refleksioner over krigens gru – forfatteren sendte seks soldater hjem i kiste, 18 blev sårede og 68 repatrieret på et halvt år – tanker om hjem og fædrelandskærlighed, om kaldet og offeret. Ét langt forsvar for vore soldaters indsats, én lang argumentationskæde for nødvendigheden af kampen i Afghanistan.

De afgørende spørgsmål står stadigvæk tilbage: Hvad kan det nytte? Er ofrene forgæves? De spørgsmål beskæftiger de to forfattere sig naturligvis også med – uden at deres argumentation kan siges at være fyldestgørende. Men hvem kan komme med den? Som vi kommer også de i tvivl, for der findes ingen endegyldige svar. Alligevel holder de fast ved, at indsatsen, offeret nytter.

Man savner et kort over danskernes placering i Afghanistan. Efter endt læsning er man dog ikke et øjeblik i tvivl om kvaliteten af de feltpræster, vi sender ud til nogle af jordens brændpunkter.

Disse to præstebøger om Afghanistan har både hjernen og hjertet med sig og anbefales på det varmeste.