Peter Mouritzen og Rasmus Bregnhøi (ill.):
Drengen der drømte dumme drømme
Historien om Josef og hans brødre
Forlaget Alfa
32 sider. Kr. 218,-.

Tekst Caroline Thisted

Endnu en børnebilledbog i BibelStærk-serien – en bog, som forsøger at fortælle en gammel historie på en måde, så børn begriber den. Et missionsforsøg for de små, med bred appeal og målgruppe.Jeg har læst de øvrige af Mouritzens bøger og er faldet pladask for flere af dem – godt hjulpet af de streger som illustrerede bøgerne. Denne nye Josef-bog har en anden linje og er ikke lykkedes ligeså overbevisende som de foregående.

Først: Josefs historie er lang, den har et bredt persongalleri og en baggrundshistorie, som er alt for omfattende at have med i en børnebog.

Desværre betyder denne manglende merviden, at man misser nogle pointer. For eksempel bliver brødrene fremstillet som en homogen gruppe, hvor kun Josef får forrang som yndlingssønnen – man hører aldrig at gruppen i den grad er splittet allerede i kraft af, hvem deres mødre er, man begriber aldrig, at Benjamin også har en særstatus. Men det ved børnene der hører historien jo ikke, så måske fortællingens logik – altså på overfladen – alligevel går op. For en bibelkyndig læser mangler der dog et lag. Det er en afvejning.

Den omfattende historie er sobert samlet, så den bliver relativt overskuelig og fortælleforløbet ubrudt – al agt i det. Måske kunne det med få greb være gjort endnu kortere og mere præcis? Men kun måske – for overvejelsen kan godt gå på om historien i denne udgave er tilstrækkeligt intakt, men lixværdien i overkanten? Begreberne for fremmede og det snarere er dét, der gør at bogen føles unødigt forlænget? Fordi der skal gives en del regibemærkninger i oplæsningssituationen til et urbaniseret førskolebarn?Dén refleksion har fået mig til at overveje, hvilken aldersgruppe bogen er tænkt; min fire-årige tilhører var klart for lille. Hun ved ikke hvad en Farao, et neg eller en karavane er, ligesom hun ikke kender gestussen „at bukke for”.

Det tog tid og mange gennemlæsninger før overhovedet historien faldt på plads for hende. Skolebarnet derimod fangede hurtigere historien – men mistede også hurtigere interessen. Der sker for lidt for Josef. Og det der sker, er adskilt i tid og sted; altså før og under hungersnøden, hos brødrene i Kana’an og hos Farao i Egypten. Vandringerne er for store, forekom det mig.Så; er bogen rettet mod minikonfirmander? Altså 8-10 årige så går det måske bedre, men mon ikke os de falder fra, fordi historien simpelthen mangler spænding og clues? Der er ingen opbygning til klimaks, ingen forløsning eller tydelig genoprettelse. Spørgsmålet er, om man kan klandre forfatteren for dét. Næppe.

 

Tegningerne er ganske særlige – syrede som vanvidsdrømme må være det. Det er et spørgsmål om smag, om stregen falder i god jord, men uanset det (u)æstetiske, er der fremdrift i tegningerne. De dramatiserer fint fortællingen, giver luft for de kun fornemmede følelser i oplæsningen, når der grædes på vældig mange sider, og grines bredt historien igennem. Og om ikke andet kan man følge den gennemgående englefigur og tale med børnene om hvorfor han veksler sådan i ansigtsudtryk og gestik. Det virker velgennemtænkt.

Og sidst en rose; faraos monolog – ja hele hans figur – er skønt kompleks. Morsom i sine ordvrid og kvababbelser; han gik rent ind i sin ”ko-mig-her-ko-mig-der”galskab. Dén tone kunne man med fordel have brugt mere bevidst og gennemgående i bogen (hvad tilfældet også er i den meget vellykkede Babelshistorie Det Tossede Tårn i samme serie).

Vi glæder os til endnu en BibelStærk bog – måske med en noget skarpere læserprofil.