AAA
 

Praktisk og anvendeligPraktisk og anvendelig


Ebba Neimann Rasmussen: Børn og liv i gudstjenesten
Unitas Forlag, 2009
110 sider. Kr. 149,-

Tekst Ulla Thorbjørn Hansen

Fin lille idésamling til præster, sognemedhjælpere eller andre, som har brug for ny inspiration til at holde børnegudstjeneste.

Hvordan laver man en gudstjeneste for børn? Hvordan undgår man, at det hele drukner i ugelange forberedelser? Det er blot to af de spørgsmål som denne lille bog besvarer ved helt konkret at komme med rigtig mange gode ideer til forskellige gudstjenester særlig tilrettelagt for børn.

Langt de fleste ideer er beskrevet så udførligt at de er lige til at bruge i egen sammenhæng. Det foreslås for eksempel, at man laver trosbekendelsen med fagter, og når man kommer til ordet „tror”, så står der, at man skal pege med højre hånds pege-og langefinger på hovedet.

Jeg ville nok selv umiddelbart vælge at pege på hjertet, da tro for mig at se primært er en hjertesag. Men det er klart, det er et spørgsmål om smag og behag.

Og der er helt sikkert lidt for enhver smag i den lille bog – lige til at tage frem og bruge. Der er idéer til gudstjenestens enkelte dele og der er ideer til kirkeåret, for eksempel advent, jul pinse og trinitatis. Langt de fleste ideer lægger op til gudstjenester, hvor børnene inddrages og gøres aktive uden at det kræver de helst store forberedelser. Der er fine konkrete forslag til fortælleprædikener, dialogprædikener og børnetimer, hvor børnene på forhånd får besked på selv at medbringe for eksempel bamser og dyr, der kan indgå i fortællingen.

Der er også enkelte af ideerne, hvor man som læser får lyst til at se det for sig, inden man selv vil forsøge at lave noget lignende.

Når der for eksempel fortælles om børnekirke (kirke for børn af børn) i henholdsvis Karlslunde Strandkirke og Højby Sogn på Fyn, så tror jeg, det vil være lettere at lave noget lignende, hvis man inden da giver sig tid til et besøg i en af de to kirker.

Bogen indledes med en formålserklæring, der går ud på at sige, at gudstjeneste skal tilrettelægges så alle – små som store kan erfare og opleve gudstjenesten som deres tjeneste for Gud. Det er, synes jeg, en lidt pudsig indledning. For hvem er det lige, der tjener hvem, når vi går til Gudstjeneste? For hvis skyld er det, at vi holder gudstjeneste?

På trods af denne, efter min mening, lidt uheldige indledning, vil jeg varmt anbefale denne lille bog til enhver, der er involveret i planlægning af børnegudstjenester. Den indeholder et væld af både gamle og nye ideer og vil helt sikkert også være en god hjælp til forkyndelse blandt børn i andre sammenhæng.

Praktisk og anvendelig. Kort og godt.