AAA
 

En roman med pastorale og bibelske motiverEn roman med pastorale og bibelske motiver


Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen
432 sider. Kr. 299,-
Gyldendal

Tekst
Kristian Østergaard

Et sted skriver filosoffen Alasdair  Macintyre, at romaner uden en tendens eller en hensigt per definition er kedelige. Jeg tror Macintyre har ret. Men hvor Holsts tidligere romaner også har haft et klart politisk for ikke at sige agitatorisk sigte, så er hun med sin nye roman ude i et helt andet og bedre ærinde.

Det er en på mange måder fremragende roman, der handler om, hvordan fortiden fortsat hjemsøger os og præsenterer os for problemstillinger, vi mente hørte historien til.
Dette er en nemlig romanen om præsten og modstandsmanden Thorvald – en på mange måder stærk og retlinet karakter, men om hvem det gælder, hvad apostlen Paulus skriver et sted:

„Ånden er redebon, kødet er skrøbeligt”. Det er det i allerhøjeste grad hos Thorvald, der besidder en stærk erotisk drift, der får langsigtede følger. Bogen handler om de valg, vi tager i tilværelsen, og hvordan vi forholder os til de konsekvenser, de får. Vi bliver præsenteret for fire generationer af en familie, der alle må sande, at løgnen kan være destruktiv på forskellig vis.

Lad det være sagt med det samme: Hanne-Vibeke Holst er ikke en fornem og æterisk stilist som Jens Christian Grøndahl til eksempel. Men hun har et sikkert greb om handlingen og formår at krydsklippe, så romanen sine steder ligefrem har filmisk karakter.
Adskillige af De 10 bud får undervejs en foruroligende og påtrængende karakter.

Det gælder både buddet om, at du ikke må slå ihjel, du må ikke lyve, du skal ære din far og din mor, du må ikke begære din næstes hustru.

Man kan uden tvivl fylde konfirmandstuen, hvis man holdt studiekreds om Undskyldningen. Der er problemstillinger og stof nok i bogen til det.

Og så gør det i øvrigt heller ikke noget, at Holst rent faktisk kan holde læseren fangen og tempoet oppe.