Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl
56 sider. Kr. 175. Gyldendal

 

Tekst Kristian Østergaard

Engang blev jeg spurgt om, hvem jeg helst ville være. Jeg svarede: „Kristian Østergaard – blot i en lidt smukkere og klogere udgave.” (Jeg håber den elskværdige læser bemærker, at jeg ikke skrev ”endnu”!).

Når jeg indleder anmeldelsen på denne lidt egocentriske facon, så er det inspireret af det digt, som Søren Ulrik Thomsen skriver på side 44. Her sidder han på en polsk restaurant og funderer over årene, der er gået, og hvem han selv er blevet:

skønt jeg jo ikke blev det
jeg forestillede mig
men den jeg er
hvad der er mindre glamourøst
men mere eventyrligt
eftersom det ikke engang er noget
man kan drømme sig til
men kun vågne op og være
hver evige eneste uventede dag.

Og digtet slutter i en lidt vemodig tone og i en konstatering, at det såmænd heller ikke er helt dårlig at være den man er, selv om man kan forestille sig mange andre typer eksistens.

Af noterne bagerst i bogen fremgår, at Søren Ulrik Thomsen også har indhentet teologisk inspiration undervejs til sine digte. Blandt andre Peter Widmann og Ole Jensen krediteres.

Den teologiske inspiration mærker man i digtet på side 21, hvori han lovpriser Skabelsesunderet med følgende tankevækkende ord:

Et sted hvor hverdagen er mere end rigelig

                 og det er så mærkeligt

at vi virkelig skal dø

men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere

end at vi virkelig findes.

Vi fejrer snart påske, og her skriver Søren Ulrik Thomsen, at efterhånden som vi kommer frem i livet og undrer os over dens mangfoldighed, kræver det ikke længere noget sacrificium intellectus at tro på et evigt liv – tænk på det pragtfulde liv Gud allerede har givet os; hvorfor skulle Han ikke også kunne rejse os til et nyt liv på den anden side af døden?

Med en anmelderkliché vil jeg sige: Hvis du kun læser en digtsamling i 2011, så lad det være Rystet spejl!