AAA
 

En bog med god meningEn bog med god mening

 

Michael Bach Henriksen & Tonny Vorm (red.):
Historier om Amerika – aktuelle strømninger i USAs litteratur
288 sider, indbundet, illustreret. Kr. 299,-
Forlaget Bahnhof, 2010

 

Tekst Kristian Østergaard

Samuel Johnson hævdede engang, at hvis folkeslag skal gøre sig håbe om at blive erindret, så skal de sætte deres lid til digterne. Vi interesserer os meget lidt for, at de græske bystater engang regerede over det meste af middelhavet. Det eneste vi er interesseret i, er de fragmenter af den oldgræske litteratur, der har overlevet. Vores interesse i Solkongen og hans sejre og nederlag er begrænset. Men det er vores interesse i Molière ikke, og derfor bliver hans stykker opført til stadighed. Og Frederik den Store er stadigvæk kendt – men mest fordi han var ven med Voltaire.

Derfor er der god mening i, at der nu foreligger et bind med Historier om Amerika, for det er netop den litterære side af USA, som vi lærer at kende gennem en lang række essays af dygtige danske skribenter. Det er der kommet en storartet bog ud af – både hvis man er en novice udi amerikansk litteratur, og hvis man er fortrolig med den.

Sidste år på denne tid drog jeg sammen med min familie til USA. Det var på studieorlov, og det var første gang, jeg var i det forjættede land, som jeg havde hørt meget og læst adskilligt om. Vi opholdt os i Californien et par måneder, og det var en oplevelse at gå rundt i f.eks. San Francisco gader eller opleve strandene ved San Diego. Den store oplevelse kommer naturligvis af, at man kender en del til landet i forvejen, og for mit vedkommende er det især litteraturen, der var en slags guide.

Som det fremgår af Historier om Amerika, så hører de sidste 30 års amerikanske litteraturhistorie til noget af det meste spændende og tankevækkende, der skrives i den vestlige verden, så hvis andre af mine kollegaer skulle komme på den tanke at drage til USA, så kan jeg varmt anbefale denne tour d´horizon. Historier om Amerika begynder med at skildre den litteratur, som først og fremmest veteranerne fra Vietnam-krigen skrev, og den slutter med den litteratur, der opstod som følge af den 11. september. Ind i mellem er der fremragende portrætter af Philip Roth og Marilynne Robinson, kyndige introduktioner til den amerikanske kriminalroman og en kompetent indførelse i amerikansk science fiction siden 1980.

Hvis religion ikke blot er noget, der hører til mellem 10.00-11.30 søndag formiddag, så er kultur heller ikke blot en overflødig luksus. Religion og kultur hører sammen, hvad man næsten kan høre af det franske ord culte - gudsdyrkelse.

Begge dele rummer en åndelig dimension, og mennesker har lige så meget brug for det åndelige element som de har brug for mad og drikke, hus og hjem. I næsten ethvert menneske er der en længsel efter at blive fyldt med ærefrygt eller at opleve det sublime.

De to redaktører har leveret et fint arbejde, som viser vej til det sublime i amerikansk litteratur. Under læsningen har jeg i alt fald aldrig haft lyst til at sige, hvad vores datter gentog, hver gang vi satte os ind i bilen for at køre et nyt sted hen i Californien: „Kan vi ikke bare tage et fly hjem til Danmark?”