AAA
 

Træk af totalitarismens århundredeTræk af totalitarismens århundrede

 

Geert Mak: Europa. En rejse gennem det 20.århundrede
Oversat fra hollandsk af Tove Dueholm Nielsen
952 sider. Kr. 399,- Tiderne skifter

 

Tekst Kristian Østergaard

Geert Mak har skrevet en rystende bog om Europa i det tyvende århundrede. Samtidig har han lavet en tv-serie, der for tiden bliver bragt på DRs kanal k, og som bringer filmoptagelser og interviews fra det forgangne århundrede. Man kan med fordel se serien sideløbende med, at man læser Maks elegi over det tyvende århundrede. For en elegi, en klagesang, er det jo.

Den hedder Europa, men man møder jo også de enkelte russiske skæbner, ser ansigtet på dem, der blev henrettet. Man ser ansigterne på de børn, hvis forældre Stalin ombragte. Når man taler om folkedrab, så siger mange millioner ofte ikke meget, for hvem kan forholde sig til millioner? Derimod taler de enkelte menneskeskæbner til læseren, og det er nok det, som er sværest at ryste af sig, når man læser Maks' bog.

Totalitarismen i det tyvende århundrede er fortalt før, men derfor er Maks forsøg på det alligevel vellykket. Også fordi han ikke skjuler, at talrige intellektuelle applauderede det ideologiske vanvid. Mak skriver om den spanske borgerkrig: „Hadet mod kirken var primitivt og forbløffende intenst (...) Marìa Ochoa, dengang en ung pige, huskede hvordan anarkisterne i Barcelona gravede ligene af nonner op og viste dem frem for publikum.”

Men det tankevækkende er jo, at de mange millioner blev dræbt af mennesker, der hævdede at de kæmpede for godhed og retfærdighed på jorden.

I denne sammenhæng kunne det være velgørende med et teologisk perspektiv. For det er jo indlysende, at overalt, hvor kejseren tilbedes som en gud, så opnår man, hvad Maks bog indeholder adskillige vidnesbyrd om: massedrab, hetz, forfølgelse af anderledes tænkende og troende. Kristeligt set kan vi sige, at enhver der vil gøre sig til en gud, ender med at blive en djævel i forhold til sine omgivelser. Geert Mak er en sympatisk fortæller og en nuanceret skildrer af historien, men jeg savner ikke desto mindre en mere indgående beskæftigelse med dette hvorfor?

Hvorfor
blev det tyvende århundrede en så blodig affære? Ingen, der har sans for teologiens anliggende kan nemlig være i tvivl. Det er fraværet af kristendommen, der har produceret det forgangne århundredes menneskeskabte katastrofer. Når vi spørger hvorfor, så svarer evangeliet: Fordi kejseren gjorde sig til gud, og forsøgte at drive den sande Gud på porten - den Gud, som åbenbarede sig julenat i Bethlehem, og som siden blev korsfæstet på Golgatha.

Hvad historikeren Geert Mak ikke helt klart svarer på, spørgsmålet om hvorfor, møder nemlig et svar i prædikenen: Fordi Gud blev menneske i Jesus Kristus, må intet menneskeligt guddommeliggøre sig selv.

Og sker det alligevel, så resulterer det i de uhyggelige tildragelser, som Geert Mak bringer utallige vidnesbyrd om i Europa