Palæet
Stændertorvet 3A
4000 Roskilde
Tlf 4638 1920
Fax 4638 1947
kmros(at)km.dk
Bo Nygaard Larsen
Tlf 4076 2151
E-mail
Johannes Møllehave: En himmerlandsk mundfuld. Lystlæsning af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier
320 sider. Kr. 299,-
Forlaget Saxo
Tekst Kristian Østergaard
Efter adskillige interviewbøger og klummesamlinger er Johannes Møllehave på banen med en bog, der har ét enkelt tema – nemlig Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier.
Jeg må tilstå, at jeg kun kendte ganske få Himmerlandshistorier, men det nye værk blev anledningen til, at jeg læste dem alle. Det er nok også på den måde, man får mest udbytte af Møllehaves læsninger.
For ganske vist citerer han udførligt fra Jensens historier, men Møllehaves sprogduktus er meget forskellig fra Jensens, og derfor kan En himmerlandsk mundfuld godt virke lidt strabadserende at læse, hvis man ikke er fortrolig med Himmerlandshistorier i forvejen.
Det mest originale ved Møllehaves bog er, at han knytter de islandske sagaer sammen med Himmerlandshistorier og demonstrer, hvordan ære og skam og andre klassiske begreber går igen i Jensens historier. Men også Biblen bliver inddraget. En af Johannes V. Jensens historier hedder I mørket, og her forklarer Møllehave:
„I Skabelsesmyten, 1. Mosebog står, at Gud sagde: 'Der blive lys, og Gud så at lyset var godt.' Der står ikke, at Gud så, at mørket var godt. Men mørket er da godt for noget. Mørket er godt for frøet jorden, for fosteret i moderlivet.”
Møllehaves lystlæsning er fyldt med rammende iagttagelser og ville snildt kunne anvendes, hvis man i en studiekreds havde lyst til at tage hul på Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier.
