David Gress: Egne veje
CEPOS
458 sider. Kr. 199,-

 

Tekst Kristian Østergaard

Et sted i sin store selvbiografi fortæller David Gress, at han for forlaget Gyldendal oversatte John Irvings Verden ifølge Garp, men at det endte med at blive en halvsløj præstation, som forlaget var nødt til at lave om. Det hænger givetvis sammen med, at verden ifølge John Irving i bund og grund ikke var noget, der interesserede Gress.

Så er det noget andet, når det gælder Verden ifølge David Gress. Her må man i sandhed konstatere: Der er gas på Gress! Egne veje er såvist ikke et halvsløjt arbejde. Tværtimod. Over mere end 450 tætskrevne sider får vi beretningen om hans sagnomspundne barndomshjem, hvor kunstnerægteparret med forfatteren Elsa Gress og maleren Clifford Wright med vekslende held anslog tonen og tankegangen.

Men tillige og især er erindringerne en afregning med den særlige danske holdning, som den kommer til udtryk i rundbordspædagogik og velfærdsdyrkelse – her har Gress ofte mere ret, end man bryder sig at tænke på. Meget indgående skildrer Gress sin vej til Romerkirken, og i den sammenhæng gør han mange spændende iagttagelser om kirke og kristendom, som også er aktuelle for protestanter.

Det signalement David Gress giver en teologisk publikation passer fortrinligt på hans egen bog:

„Den var et knivskarpt opgør med forfaldet, der fundamentalt bestod i, at de magtfulde i kirken ville tilpasse den tidsånden og ikke omvendt.”

Det er sjældent, at en titel i så udpræget grad dækker en bogs indhold. Bemærk i øvrigt prisen: Det er jo en ren foræring!