Elizabeth Hawes: Camus – en romance
Oversat af Joachim Wrang
360 sider. illustreret. Kr. 298.-
Rævens sorte bibliotek.

 

Tekst Kristian Østergaard

„Si le monde était clair, l´art ne serait pas".

Sådan skrev Albert Camus, og på dansk betyder det, at hvis verden var klar, ville der ikke være nogen kunst. Det er sandt, for der ville virkelig ikke være nogen kunst, hvis der altid var overensstemmelse imellem, hvad folk sagde, og så det de gør.

Al drama kommer af, at der netop er et misforhold mellem det mennesker siger, og så det de gør. Herom handler en væsentlig del af Albert Camus romankunst, og en ny biografi viser også, at det samme skisma afspejlede sig i Camus' eget privatliv. For skønt han var præget af sygdom i mange år, så var han samtidig meget af en libertiner, skønt han i virkeligheden mente, at det drejede sig om at være en trofast ægtefælle.

Det er kendt, at faren spiller en kolossal rolle i Søren Kierkegaards forfatterskab. Hos Camus er det helt entydigt moren, der spiller en enorm rolle i Camu' bevidsthed. Elizabeth Hawes skriver i sin biografi:

„Hele sit liv var Camus optaget af at beskytte og ære den tavse skikkelse, hvis analfabetisme og døvhed isolerede hende fra den omkringliggende verden, den mor, der ikke kunne læse aviser eller høre radio, der ikke havde nogen forestilling om, hvad historie og geografi var, der ikke havde nogen forventninger eller mærkbare ønsker, der „ikke havde vovet at ønske noget.” I en anden sammenhæng sagde han til sin tids idealister: „Jeg tror på retfærdighed, men jeg vil forsvare min mor, før jeg forsvarer retfærdigheden.”

I dette stykke minder Albert Camus i grunden mere om Martin A. Hansen end Søren Kierkegaard. Også fordi han skrev i den samme tidsalder og imod de samme tendenser som Martin A. Hansen. Elizabeth Hawes skriver om Camus, at han „var en moralist, der tog udgangspunkt i de erfaringer, livet lærte ham.”

Derfor måtte han gå ind i et voldsomt opgør med sin tids socialisme, der gjorde fælles sag med totalitarismen. Derfor fik Camus mange fjender, men den tidligere mellemvægtsbokser følte sig kaldet til at tage opgøret, selv om det gjorde ham til den intellektuelle venstrefløjs syndebuk. Ikke desto mindre var det med til at gøre ham til den mest fremtrædende nordafrikanske forfatter på et vestligt sprog siden Augustin og nobelprismodtager i 1957.

Alligevel kan man følge nogle af hans kritikere, når de om Camus skrev, at selv om han var stærk i analysen, så var han svag med hensyn til løsninger, og at problemerne stak dybere end Camus forstod. 

Nok kunne Camus skrive, at der ikke var kærlighed uden for Gud, men han er alligevel mest kendt for en nærmest ateistisk position, og når han derfor taler om anstændighed og om ansvar, så mangler der noget afgørende i den vage måde han formulerer sig på.

Der mangler en henvisning til en instans, der gør anstændighed og ansvar til en forpligtelse for den enkelte.

Her kunne Camus med fordel have lært af Martin A. Hansen og den kristendom, som danskeren fandt inspiration i.