Peter Boxall: 1001 bøger du skal læse før du dør
960 sider. Kr. 250,-
Politikens Forlag

 

Tekst Kristian Østergaard

Vi kender alle sammen udtrykket: Man skal lære, så længe man har elever. Jeg afholder hvert år studiekredse om foråret og om efteråret, så på den måde erfarer jeg tillige, at man lærer, så længe man har elever.

Mine studiekredse i Sorø sogn forløber godt og grundigt udemokratiske. Det er mig, der bestemmer, hvad vi læser, og sådan har det altid være. Tit og ofte vælger jeg bøger, som jeg har hørt om, men aldrig fået læst – jfr. Mark Twains definition på en klassiker: „Det er en bog alle kender, men som ingen har læst.”

Men nu er der kommet en bog på markedet, som kan bidrage til inspiration for alle, der har med studiekredse at gøre. Den hedder 1001 bøger du skal læse før du dør. Den er god at have ved hånden, for selv om man siger, at bogen er truet, og det er den måske også, så er den det jo ikke mere end at man kan blive ved med at læse.

Og i alt fald har jeg tænkt mig at gøre det. Hvorfor? Svar: fordi læsningen ophæver tiden. Når jeg tager En landsbydegns dagbog i hånden (som takket være Bo Tao Michaelis' redaktion er med i bogen), så kan jeg læse Blicher som min samtidige. Biblen, Dostojevski og Camus bliver yngre end jeg selv. Og de er vigtigere for mig end at surfe på nettet. De formulerer sig ikke pr. SMS, men de besidder både tålmodighed og mangfoldighed.

Samuel Johnson optræder også i de 1001 bøger du skal læse, før du dør, og han sagde engang om Shakespeare: „Eneboeren kan udlede verdens gang af dem og skriftefaderen hvilke synder, der vil blive begået.” Og det er jo netop, hvad al stor digtning kan – bryde ensomheden. Digternes jubel og klage lærer os at forstå andre og os selv.

Jeg skrev i sin tid speciale om Platon, og et sted siger Sokrates, at han hellere ville tale med mennesker end at læse bøger, fordi bøger altid siger det samme, hvorimod mennesker hele tiden siger noget nyt. I dag er jeg ikke sikker på, at han har ret. For mange af de 1001 bøger, der er med i Politikens nye udgivelse, siger noget nyt, fordi vi mennesker hele tiden forandrer os. Kafka læste jeg for mange år siden, men når jeg læser ham i dag, så synes jeg, at han forynges jo ældre, jeg selv bliver. Selv om Franz Kafka døde for næste 100 år siden, så rummer hans skrifter dugfriske analyser af vor tid.